Interviews med spirituelle kunstnere og healere

Jeg møder mange spændede mennesker i mit arbejde. De dukker op i mit liv i form af kolleger, venner, klienter og sparringspartnere. Det kan også være en spændende hjemmeside, der fanger mit øje med et fængslende budskab. 

De er alle personer, der inspirerer mig i mit arbejde og gør mig bedre til det jeg gør. Netop derfor har jeg fået lyst til at dele det med dig - så du også kan nyde godt af inspirationen.

Her på siden vil der fremover bliver lagt interviews op med jævne mellemrum. Har du et forslag til en person der kunne være interessant at læse mere om eller har du selv lyst til at blive interviewet, så send mig en mail på christin@energy-healing.dk

April 2018

Grace - Rose of the North

Tak fordi du har lyst til at deltage i dette mini-interview. Jeg har selv deltaget i nogle af dine retreats og synes det var så spændende, at andre også skal lære dig at kende.

Fortæl mig lidt om dig selv og hvad der har ledt dig på din vej:

GRACE

Gennem hele mit liv har jeg søgt at finde harmoni, når mit liv kom i krise eller ubalance. Af en eller anden mystisk årsag, har jeg altid vidst at det er muligt at heale alt. At det er muligt at finde vejen gennem tågen, sygdommen eller krisen. At det er muligt at komme ud på den anden side, ikke bare hel igen men også stærkere, visere og med den ’medicin’ indeni som rejsen gennem mørket skabte.

 

Det fik mig til i en meget tidlig alder, at lede efter veje til healing og visdom. Alt hvad jeg fandt fik jeg lyst til at dele med andre mennesker, så der gik ikke længe før jeg underviste og kaldte cirkler af mennesker sammen. Vi er mange der er på den samme rejse gennem livet, vi længes efter det naturlige liv, efter kærlighed og visdom, efter fred og kreativitet, efter glæde – livsglæde. I dag er vi heldigvis flere og flere, der lytter til det indre kald og aktivt vælger at leve i harmoni med hjertets stemme. Vi vælger at være èt med vores sjæls lys, vores hjertes stemme, med vores ånd og åndedræt som på engelsk kaldes ’spirit’ og at ’inspirere’. Det gør mig glad og giver mig håb.

 

Hvad er det vigtigste du har fundet på dine rejser gennem livet?

AYNI

Midt i mit liv kaldte min vej mig til at opsøge oprindelige folkeslags visdom. Indianere, Inuitter, Aboriginals og Samere har all det til fælles, at de ved hvordan vi mennesker lever i harmoni med naturen. De ved, at vi blot er på besøg på Moder Jord og kender vigtigheden af, at efterlade ikke blot Moder Jord, men også alt levende, i en bedre og mere levende tilstand end da vi blev født. Det betyder blandt andet, at alt hvad de skaber eller beslutter at gøre gennem livet, skal gavne 7 generation frem. Mange af de forskellige oprindelige folk deler samme respekt og kærlighed for livet, de bygger for mig på selve naturen og livets visdom.

Men det var ikke før jeg mødte Qero folket i Andesbjergene i Peru, at jeg virkelig forstod om betydningen af vores indre lys. Deres 16.000 års fortløbende naturmysticisme, som også Inkaerne byggede deres store rige i Sydamerika op omkring, har blot et eneste bud eller leveregel der gælder, hvis vi ønsker at leve som lysende væsener i harmoni med alt levende og livet omkring os. Det er visdommen omkring ’AYNI’ som betyder ’hellig gensidighed’. Deres visdom husker os på hvem vi er og hvordan vi lever vores liv i gensidighed. At vi er sjæle af levende lys der blot har en oplevelse af hvad det vil sige at have et fysisk liv her på jorden.

Denne visdom har jeg siden fulgt og jeg er i dag bærer af Qero folkets ’lineage’. Jeg deler det gerne i mit arbejde med at skabe og genskabe harmoni, gennem mit arbejde med naturen, ceremonier og forskellige retreats, samt i mit arbejde med malerkunst.

 

Hvad får din sjæl til at synge og dit lys til at skinne?

INTENTIONAL CREATIVITY

Som det så ofte sker her i livet, går vi gennem livskriser. Nogle er selvskabte og konsekvenserne af et aktivt valg vi har taget, andre rammer os som et lyn fra en klar himmel og vælter os helt omkuld. Ingen af delene er særligt behagelige at gå igennem, de kaldes ligefrem for ’sjælens mørke nat’. Vi går og går, indtil vi langsomt finder lyset i os selv og kommer ud på den anden side, bevidst om det lys vi har nu har set og bærer.

Her kommer så livsglæden og lyset ind i billedet… alt det smukke vi er og kan, skal ud og ind i livet. Sjælens lys er så smukt, rigt og uendeligt kreativt at det må og vil finde vej til at komme til udtryk.

For mig, blev det mødet med ’Kreativitet med Intention’ der åbnede for at mit indre lys kan finde en måde at udtrykke sig på i verden. Jeg opdagede, at jeg ligesom alle andre, er født som et kreativt skabende menneske.  Alle kan tegne og male. Mennesket har altid udtrykt sig kreativt, tænk blot på hulemalerier som er millioner af år gamle. På den tid var ’den Store Moder’ Gudinden som blev fejret gennem alle kreative udtryk, det var livet på Moder Jord der kom til udtryk og vores relation til alt levende og kosmos.

I takt med at det ’feminine’ eller ’gudinden’ blev bandlyst fra vores kulturer verden over, forsvandt også værdsættelsen eller ligefrem tilstedeværelsen af kreativitet. Og med det, forsvandt så stor en del af den måde vi mennesker har mulighed for at udtrykke vores indre lys på. Lys og sjæl er levende, farvefyldt, flydende, musisk, legende og mest af alt, glædefyldt. Vi skaber for at skabe glæde, for at udtrykke os selv, og fejre kærligheden i vores hjerte. Derfor elsker jeg at skabe og ikke mindst male, med intentionen om lys og liv.

 

Sker der noget særligt spændende i dit virke netop nu, du gerne vil fortælle om?

STELLA POLARIS

Netop nu er jeg så lykkelig over, at kunne tilbyde et ’online kursus’ der kombinerer alt det jeg elsker mest: at skabe mere indre lys, at kunne udtrykke det indre lys kreativt og male et maleri – af det største lys vi har her i Norden, STELLA POLARIS, Nordstjernen.

Jeg afholder ofte maleretreats her i Danmark, som det du selv deltog i Christin, og nu er det lykkedes mig at skabe et kursus hvor det er muligt at deltage, selvom man ikke lige har mulighed for at møde op eller rejse fra et sted ude i verden helt til Danmark.

Jeg glæder mig sådan til at dele det, og ved at det bliver en vidunderlig oplevelse for dem der deltager, at opdage deres eget indre lys og hvordan det på magiske vis, kommer til udfoldelse på et maleri.

 

Kære Grace, tak for at du tog dig tid til at dele din historie med mig. Jeg ved at den kan inspirere andre til at finde vejen der kan få deres indre lys til at skinne klarest.

Vil du vide mere om Grace og hendes arbejde kan du kigge på nedenstående :

Links:

http://roseofthenorth.org

https://www.intentionalcreativity.courses/p/stella-polaris

https://www.facebook.com/Rose-of-the-North-1828045324082389/

http://www.energy-healing.dk/ayni---gensidighedens-kraft1

Februar 2018

Interview med Hanna Snorradottir fra Storydancing.dk

Tak fordi du har lyst til at deltage i dette mini-interview. Jeg synes det er spændende, at høre om, hvad det er du præcis arbejder med og hvordan din rejse herhen har været.

 

  1. Jeg ved du blandt andet arbejder med  historiefortælling og dans. Er der flere elementer i din forretning og hvorfor er det lige det, du har valgt at fordybe dig i ? Hvad er det du elsker ved dit arbejde?

Jeg arbejder med fortælling af især de nordiske gudindemyter, dans, bevægelse og coachende visualiseringer på workshops, som jeg kalder ’Storydancing’-workshops. På disse workshops fordyber vi os i myternes symboler igennem fri improviseret dans og nogle gange også i rituel dans i en dansecirkel. Grunden til at jeg hovedsageligt arbejde med gudindemyterne er at de giver os et indblik i de mere feminine værdier – så som omsorg, altruisme og samarbejde, som verden i den grad hungrer efter i dag end de mere ’maskuline myter’, som ofte er mere præget af f.eks. Odin og Tor, der ’banker en jøtunn i hovedet’ eller luskede Loke, der tilraner sig noget, der ikke tilkommer ham.

Gudindemyterne repræsenterer for mig et værdisæt, som vi kan inspireres af – kvinder såvel som mænd – for det handler netop ikke om køn, men om et værdisæt.
 
Jeg er uddannet både som skuespiller, stresscoach og miljøingeniør – noget der tilsyneladende stritter i hver sin retning, men i Storydancing samler jeg alle trådene. Når vi spejler os i myten, får vi stor indsigt i hvad det næste skridt er, i vores personlige udvikling og i det ansvar vi har for samfund og natur.  Ved at bruge bevægelse, dans og meditative visualiseringer, går vi et spadestik dybere og kommer væk fra ”hovedet” og ned i ”kroppen” - netop det, som mange stressramte har svært ved. Dermed har vi mulighed for, at få nogle helt nye og dybere indsigter i os selv og i forhold til hvad vi kan gøre for at passe bedre på naturen og hinanden.

Albert Einstein sagde : ”Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte til at skabe dem”. Netop ved at bruge fortællinger og bevægelse, bryder vi de vanlige rammer og åbner op for vores urkraft – den kreative impuls, hvor svarene kommer som lyn fra en klar himmel.

Det er netop dette, som jeg elsker ved mit arbejde – at se mennesker få julelys i øjnene, fordi de har fået en ny indsigt de nu skal handle på.

 

  1. Har du en drømmekunde eller specifik målgruppe?
    Ja, jeg arbejder med mennesker som står ved en skillevej og er i tvivl om de skal følge deres hoved eller hjerte. Jeg hjælper dem med at få modet til at følge deres hjerte.

 

  1. Hvordan var rejsen hen til det sted du står i dag?
    Jeg har haft den ene fod i denne branche siden 2003, hvor jeg selv gik ned med stressbetinget depression. Der oplevede jeg nemlig at de mange snakke med min psykolog ikke rigtig hjalp mig ud af stressen, men det der virkelig hjalp var at komme i kontakt med min kreativitet og robusthed igennem mødet med de nordiske myter og at danse disse myter. Jeg dansede mig således ud af min depression.

    Jeg oplevede også senere hen, at det at være miljøingeniør ikke fik mig til at ændre adfærd på den måde som jeg burde i forhold til at leve bæredygtigt. Men når jeg dansede den menneskelige påvirkning af kloden eller den sociale uretfærdighed i verden fik jeg det følelsesmæssige incitament til at gøre noget mere aktivt.

    Siden 2003 har jeg gradvist inkluderet arbejdet med Storydancing ind i mine stresshåndteringsworkshops, klientsessioner og i forhold til miljøaktivisme. I dag arbejder jeg hovedsageligt med Storydancing og har et par enkelte stresscoachingklienter ved siden af.

 

  1. Hvis ja til drømmen, hvad ændrede sig så i dit liv, da du begyndte at fokusere på dine visioner?

Jeg begyndte pludselig at få nogle muligheder, som jeg havde planlagt selv. Da jeg lavede workshops var der flere personer, som spurgte om jeg ville holde workshops andre steder i deres regi. Jeg blev tilbudt at komme med som Storydanser på retreats forskellige steder i verden og at deltage på en miljøkonference med et ekspertbord omkring at skabe miljøbevidsthed i verden. Mine kursusdeltagere delte også ofte deres oplevelser på mine workshops på min væg. 

 

  1. Beskriv en typisk dag “på kontoret”
    Mine dage er egentlig meget forskellige. Nogle dage har jeg klienter, andre dage arbejder jeg med at skrive tekster til mine retreats og workshops. Jeg laver opslag på de sociale medier og sender nyhedsbreve, afholder mine workshops (det er de sjoveste dage) og så bruger jeg tid på at forberede mine fortællinger og kursusindhold (ofte ved at tilbringe noget tid i skoven for at få gode idéer).

 

  1. Vil du anbefale andre at følge deres drøm? Har du et godt råd, til dem der står og overvejer at tage springet?

Helt klart. På det personlige plan – følg din mavefornemmelse. Den har været min bedste guide. Vær åben overfor de muligheder, der byder sig og mærk efter om det er noget du vil gribe eller om noget skal justeres før du ønsker at gribe dem.

Sørg for at have mennesker omkring dig som støtter dig og dine drømme. Opbyg dit netværk, vær generøs når føles rigtigt, men bed også om hjælp. 

 

Tak til Hanna Snorradottir. Vil du læse mere om Hannas arbejde kan du besøge hendes hjemmeside www.storydancing.com . Du kan også følge med på vHannas facebookside ved at klikke på linket.

Sofia Nouna sjælsamuletter energy healing

juli 2017

Interview med Sofia Nouna, My Hawk Eye

Tak fordi du har lyst til at deltage i dette mini-interview. Jeg har lært dig at kende gennem dine Sjælsamuletter. Kan du fortælle lidt om dem, og hvad du ellers er beskæftiget med?

Sjælsamuletterne er egentlig essensen af mit arbejde som coach, terapeut, spirituel vejleder og healer. De er blevet et værktøj, hvori jeg kan forene det, som jeg normalt støtter min klienter i, i forhold til at finde ind til kernen i dem selv og det større sted, som lever bag gamle overbevisninger og den prægning, som ligger som et filter hen over vores rene udgangspunkt. Jeg mærker et afgørende behov for, at vi lærer at fortælle os selv nye historier om vores fortid, vores nu og vores fremtid. Mange af de måder, vi er i verden på, har vi adoptereret fra tidligere generationer. Verden er ved at forandre sig, så de gamle metoder må følges ud, ved at vi finder modet, styrken og viljen til at følge dem ud i os selv. De hører en anden tid til, og vi har brug for skabe et afsæt, der matcher den virkelighed, som vi går i og i høj grad er på vej ind i nu. Vi har brug for at udvide vores perspektiv og styrke vores selvkærlighed.

Sjælsamuletten støtter dig i at lade din sjæl tale og lukke lyset ind i dit liv ved at fortælle historier, der gør dig større end… Den minder dig om at vende dine udfordringer til gaver og se dem som en invitation til at vokse. Fejr dit liv og se dig selv med hjertet. I sjælsamuletten kan du skabe et aftryk af dit højeste potentiale og et spejl af det, som er i dit hjerte. Den vokser sammen med dig og kan forandres gennem tilførslen af nye charms.

Den er tiltænkt at skulle være et samlingspunkt for den power, du vælger at forene dig med. Den minder dig om de nye historier, du nu fortæller til dig selv og den hjælper dig med at skabe større bevidsthed omkring dine drømme, så du går med intention og fokus. Den minder dig om, hvem du virkelig er!

 

Hvordan ser du gerne, at dit arbejde gør en forskel i dine kunders/klienters liv?

Jeg oplever, at mine kunder og klienter får mange aha-oplevelser og store indsigter gennem mit arbejde med dem. Jeg oplever, at jeg i stigende grad bliver mere undervisende i mit arbejde. Det er undervisning i sjælen og derigennem indføring i helt nye måder at forstå sig selv, andre, livet og dets udfordringer på. Jeg har gennemgået mange personlige processer de seneste 9 år, hvor jeg har måttet face meget af mit eget mørke og derigennem føde nye sider af mig selv. Jeg ser nu, at det, som jeg selv har gennemgået, kan jeg give videre til andre. Ikke som en, der skal fikse andre, men mere som en, der kender den vej, de går på og derfor ved, at det er vigtigt at blive, selvom vejen forekommer snørklet og ensom. Jeg kan lyse for dem, så de kan se, hvor de skal træde og hvordan. Jeg kan være en hånd på skulderen, der forsikrer dig om, at der er en dybere mening med alting, og at du er nok.

Jeg får løbende mange positive tilkendegivelser på amuletterne. Kunder skriver til mig, om hvad deres amuletter har betydet for dem. Mange er klar til et nyt indhold i deres amulet, fordi amulettens første billede har fulgt dem derhen, hvor de indledningsvis ønskede at ankomme til. Nu er de så klar til noget nyt. Den bliver et redskab, som de vokser sammen med og et betydningsfuldt billede på, hvem de er bag det, som de har lært at tro på om sig selv og livet. Mange oplever, at amuletten qua dens symboler og krystaller har en særlig energi, kraft og styrke, som støtter dem i jordforbindelse og kontakten til dem selv – at den hjælper dem på vej på rejsen fra hovedet til hjertet.

Min bog ”INDIGO VISDOM – en rejse fra dit hoved til dig hjerte” udkom i 2015 under mit gamle navn Tina Bach. Den har jeg virkelig også fået mange positive tilkendegivelser på. Den har gjort en stor forskel for mange sensitive mennesker. Både voksne og børn. Den har åbnet op for at kunne forstå sig selv eller sit barn bedre i forskellige sammenhænge – de bagved liggende mekanismer og reaktionsmønstre. Ligesom mange har oplevet, at den giver virkningsfulde og brugbare input til, hvordan man kan styrke og passe bedre på sig selv i forhold til at leve et liv i større harmoni og balance.

 

Hvad er det især, du elsker ved dit arbejde?

Jeg er dybt taknemmelig for og elsker den glæde, det håb, den tillid, det lys og den kærlighed, jeg kan hjælpe med at tænde i mennesker. At jeg kan hjælpe dem med at tænde sjælens bål og støtte dem i, hvordan de passer og nærer det.

sjælsamulet my hawk eye energy healing

 

Har du altid været beskæftiget med denne branche eller var det en drøm, der pludselig gik i opfyldelse? Hvis ja til drømmen, hvad ændrede sig så i dit liv, da du begyndte at fokusere på dine visioner?

Jeg er oprindeligt uddannet cand.mag. i sprog og internationale forhold og har arbejdet i en stor international koncern, men jeg følte mig aldrig hjemme i den verden. Jeg har altid gerne ville hjælpe mennesker og har fra barns ben haft en magnetisk tiltrækning på andre. Mennesker har altid henvendt sig til mig, når de havde brug for hjælp. Selv mennesker, som jeg ikke engang kendte. Efter endt barsel med min yngste besluttede jeg mig for at uddanne mig som coach og terapeut. Jeg afsluttede min uddannelse i 2013. Jeg har aldrig været strategisk og forsøgt at ”regne den ud”. Jeg er gået med min intuition, og Hjerteland er nærmeste opstået ved en tilfældighed. Hjerteland har hjulpet mig med at finde mig selv og gør det stadig. Det har ligesom introduceret mig til, hvem jeg i virkeligheden er. Noget, som jeg stadig må tage tilløb til at stå ved. Jeg er introvert, genert og meget følsom og sårbar, så det er altid en proces at arbejde sig hen imod at turde tage sin plads – at finde det mod. Det er processerne, der skaber fundamentet for, at jeg kan gå et skridt videre med mig og min mission.

Mine visioner har deres eget liv. Jeg ejer ikke dem. De ejer mig. Det kan lyde mystisk, men jeg bliver løbende guidet i, hvad jeg skal, og så må min menneskedel og mit ego forlige sig med tanken om, hvor vi skal hen so to speak J Sidste sommer blev jeg vækket om natten af noget, som kaldte på mig. Hjertelands ”lillesøster” My Hawk Eye er blevet ”født” på den måde. My Hawk Eye er mit nye univers med tilhørende webshop. Den åbner nu her indenfor de kommende uger. Der bliver her suppleret med endnu flere sjælssmykker i form af det, som jeg kalder SoulPieces og PowerPieces. Fælles for alle smykkerne i My Hawk Eye er, at de er en del af et univers af smykker med sjæl, der ærer og nærer den, du er i dit hjerte. My Hawk Eye inspirerer dig til at gå mere nærværende med afsæt i dit hjerte og ønsker at forbinde dig med det lys og potentiale samt den visdom, som du bærer inden i.

Det er et univers er til dem, der vil og tør noget mere. Mine smykker iklæder dig den energi, som du har brug for at forene dig med for at kunne frisætte endnu mere af dit autentiske væsen og din sande natur. Det er smykker, der skiller sig ud og bærer budskaber. De er mere end en købsbeslutning. De er et valg… Et valg omkring det menneske, du ønsker at være, og som du nu bevidst går hen imod. Se smykkerne som manglende stykker af dig selv, som du kan indsamle med henblik på at skabe et nyt billede af og anker for, hvem du også kan vælge at være.

 

Beskriv en typisk dag “på arbejdet”:

En typisk dag på arbejdet er samtaler med klienter, samtaler med kunder omkring indholdet i deres sjælsamulet, kreativt arbejde med at knytte talismaner, markedsføring og generel håndtering og afsendelse af ordrer.

 

Vil du anbefale andre at følge deres drøm og har du et godt råd, til dem der står og overvejer at tage springet?

Du ved, om du skal tage springet. Det vil kalde så stærkt på dig, at du ikke kan overhøre det. Forsøg ikke at komplicere din vej ved at spejle dig for meget i, hvad andre gør og hvordan. Lyt til stemmen indeni og vid, at tiden kalder på, at vi slipper mange af de meget vækstorienterede og målrettede værktøjer, som vi indtil nu har brugt i forhold til at drive business. Lad intuitionen få en plads, så du får dig selv med i det. Og vid, at du vil skulle gennemgå forskelligartede vækstprocesser for at kunne skabe det udgangspunkt i dig, der kan bære din vision. De kan være ubehagelige, men de er ”blot” ment som træning af dig, så du kan styrke dit afsæt.

Se Sofia Nounas spændende hjemmeside

healing allan heligen

juli 2017

Interview med healer Allan Smith fra Heligen

Jeg ved du arbejder med healing. Hvad er det præcis du kan på det område og er der flere forskellige elementer i din forretning?

Jeg arbejder med kanaliseret healing til hjerte, krop og sjæl, har gjort det i over 14 år, sideløbende med mit IT- job. Jeg startede med reiki healing og har gennem tiden udarbejdet min ”egen” healingsform der er en kombination af efteruddannelse, erfaringer og de intuitive fornemmelser jeg får under selve healing, som er forskellig fra klient til klient og gang til gang. Jeg er sikker på at der er en højere intelligens der tilpasser den healing klienten modtager lige netop der hvor de er lige nu.

 

Hvorfor er det lige det, du har valgt at fordybe dig i? Hvad er det du elsker ved dit arbejde?

Jeg har altid interesseret mig for det man umiddelbart ikke kan se måle eller veje, men har følt at der var noget, for mig i retning af en mærkbar intuition. Har før jeg startede på healinguddannelsen arbejdet flere år med personlig udvikling såsom psykoterapi, gestaltterapi med videre.

 

Har du en drømmeklient eller specifik målgruppe?

Jeg synes ikke lige jeg har en speciel drømmeklient, men min erfaring har vist at jeg er rigtig god til kvinder.

 

Har du altid været beskæftiget med denne branche eller var det en drøm, der pludselig gik i opfyldelse? Hvis ja til drømmen, hvad ændrede sig så i dit liv, da du begyndte at fokusere på dine visioner?

Det der startede min healing var et møde hos en clairvoyant, hvor vi samtidig fik besked/intuition om at healing var det jeg skulle udforske.

Jeg elsker at hjælpe mennesker og være sammen med dem på deres rejse og opleve at de kommer videre i deres liv

 

Beskriv en typisk dag “på kontoret”

En dag kunne se sådan ud: 4 til 6 klienter, starter altid med en kort samtale med klienten, komme ned i tempo og evt. kort om hvad der er sket siden sidst hvis det er et forløb. Herefter er det tid til at komme op at ligge på briksen, hvor vi udfører vejrtrækningsøvelser, jeg gennemgår en afslapningsøvelse gennem hele kroppen og healingen går i gang.

Min healing er helt intuitiv baseret hvor og hvor længe mine hænder er placeret på klientens krop. Efter selve healing runder jeg af med en dedikeret hjertehealing af det imotionelle hjerte. Herefter en kort afrunding med evt. beskeder jeg har til klienten og oplevelser under selve healing som klienten har oplevet. En session varer typisk 1 til 1 ½ time.

 

Vil du anbefale andre at følge deres drøm? Har du et godt råd, til dem der står og overvejer at tage springet?

Jeg synes altid at man skal følge sine drømme hvis muligt og det ikke skader andre.

Hvis det er healing eller lignende man drømmer om vil jeg anbefale Reiki kursus hos Energy-Healing hos Christin Bjergbakke, der er blandt de dygtigste lærer indenfor Reiki uddannelsen.

 

Hvis du vil vide mere om Allan, så kig på følgende links:

www.heligen.dk

https://www.facebook.com/Heligen/

https://www.facebook.com/Dobbelthealing/

juni 2017

Gæste-interview med Annette Weinold, Ann Wei Design

Tak fordi du har lyst til at deltage i dette mini-interview. Kan du forklare lidt nærmere, om tankerne bag dine smykker?

Hej Christin. Tusind tak fordi du har lyst til at høre lidt om mine spirituelle smykker.

Hele min smykkeforretning og design af smykker bygger på min stærke tilknytning til at leve som en boheme. Vi kan gå tilbage til de franske, engelske og danske boheme kvinder fra slutningen af 1800 tallet til midt 1900. Hvad stod de alle for?

Frihed til at være kunstner, forfatter og maler selvom de var kvinder. De blev alle næret af at læse, skrive, male og se på kunst, rejse og være i kontakt med mennesker som havde det på samme måde. Og de havde en stærk tilknytning til naturen og det sjælelige i den. De levede et ikke- konventionelt liv. Sådan har jeg også altid levet.

Det er helt klart det, der er min inspiration til at designe smykker.

 

Hvordan ser du gerne at dit arbejde gør en forskel i dine kunders liv?

Designet af mine smykker har ændret sig hen af vejen . Jeg har fået meget mere fokus på kvindens indre skønhed som inspirationen til smykkerne i dag. Jeg fandt det selv svært at finde smukke smykker, der havde nogle egenskaber jeg havde brug for og hørte samtidig fra kvinder, at de savnede smykker som:

1) havde fokus på det indre (skønheden indeni)

2) havde fokus på sten og krystallers healende egenskaber

3) manifesterer og husker kvinder på hvor de er på vej hen på deres indre rejse

Jeg håber, at mine kunder mærker smykkernes energier og at de føler sig som små gudinder, der er på rette vej, når de bærer dem.

 

Hvad er det især, du elsker ved dit arbejde?

Den kreative proces – det at være kreativ, at skabe noget smukt og at høre og se kvinder blive glade over mine smykker. Jeg får så mange fine tilbagemeldinger. Det gør mig lykkelig.

 

Har du altid været beskæftiget med denne branche eller var det en drøm, der pludselig gik i opfyldelse? Hvis ja til drømmen, hvad ændrede sig så i dit liv, da du begyndte at fokusere på dine visioner?

Det føltes som en tilfældighed. Jeg lavede lidt smykker for sjov, fandt så en smykke uddannelse i London og fik en uddannelse dér. Og så for ikke at have en masse smykker liggende på hylden, startede jeg ann wei design for 3 år siden.

Det er lige mig at være kreativ, at lære noget nyt, at skabe noget nyt og at have projekter. Det er alt sammen noget jeg får opfyldt ved at have min egen forretning.

 

Beskriv en typisk dag “på kontoret”:

Min tid er inddelt i: Lave smykker fra ordrer, lave nye smykker som jeg lægger i webshoppen, markedsføring, salgs arbejde, kontakt med kunder, netværk og en masse andet. Jeg har altid tid til at gå på café og drikke kaffe og slappe af.

 

Vil du anbefale andre at følge deres drøm og har du et godt råd, til dem der står og overvejer at tage springet?

Ja, jeg vil anbefale det, hvis man er en iværksætter type. Hvis man ikke kan se sig selv som det, så vil jeg nok sige nej.

En iværksættertype som jeg ser det: Kan motivere sig selv, har ikke brug for ros, kan klare stort arbejdspres, kan klare nederlag og afvisninger, har et stærkt drive, giver ikke op og måske mest af alt: Er i stand til at uddelegere og sætte grænser for deres arbejdstid.

Et godt råd til dem der står og overveje at tage springet? Snak med en professionel og hør hvad der skal til for at få en succesfuld forretning.

Tak for at jeg måtte være med på din fine blog, Christin.

Se Annettes fine smykke-univers her